Angst for transport og dyrlægebesøg hos katte
Besøg hos dyrlægen kan stresse selv den mest afslappede kat. Den er ikke vant til transportburet, køreturen er ubehagelig, klinikken er fyldt med mennesker og andre dyr og støjniveauet er højt – alt sammen ting, som kan trigge tegn på angst hos din kat.
Lær at genkende, hvordan angst hos katte viser sig, hvad de mulige årsager er, og hvad du kan gøre for at få din kat til at følge sig tryg gennem hele processen. Spørg din dyrlæge, hvis jeres besøg hos dyrlægen er udfordrende. De kan finde den optimale løsning til netop din kat.
Hvad er angst for transport og dyrlægebesøg hos katte?
Katte bliver ængstelige, når de tror, at der er en mulig trussel mod deres sikkerhed og tryghed. Følelsen eskalerer til frygt, når de opfatter det som om, at truslen bliver reel. Enhver situation kan gøre din kat ængstelig, men det er én, som kan få selv den mest afslappede kat til at blive angst, og det er en tur til dyrlægen og transporten derhen. Katte føler sig trygge og i kontrol på deres eget domæne med deres egne mennesker. Intet kan være mere skræmmende end uforudsigeligheden ved transport og nye steder!
Katte er enlige jægere, men er samtidig også bytte. Fordi der ikke er nogen flok til at beskytte dem, når noget går galt, har de et højt udviklet overlevelsesinstinkt, der hjælper dem til at reagere hurtigt, når de opfatter fare.
Det er vitalt at genkende og håndtere din kats angst, især hvis den forhindrer dig i at tage den med til dyrlægen. Regelmæssige helbredstjek er nøglen til et langt og sundt liv. Katte er mestre I at skjule tegn på sygdom og smerte, og det er ikke usædvanligt, at din kat udvikler helbredsproblemer uden at du overhovedet opdager det. Katte ældes også meget hurtigere end mennesker. For eksempel vil en 8-årig kat være 48 i menneskeår.
Hvis dyrlægebesøg er besværlige, så bare rolig. Der er mange ting, du kan gøre!
Hvis du har brug for yderligere hjælp, tal med din dyrlæge.
Triggere og årsager
Ukendte omgivelser
I naturen afhænger vilde dyrs liv af at forblive på deres eget territorie og forsvare det. Det er derfor, katte føler sig utrygge, når de bliver fjernet fra hjemmet, især hvis oplevelsen involverer mennesker og dyr, den ikke kender.
Overlegne sanser
Katte har langt bedre syn, hørelse og lugtesans end mennesker. Med det I baghovedet er det langt nemmere at forstå, hvorfor din kat reagerer negativt på noget, som du ikke synes er noget særligt eller slet ikke har lagt mærke til.
Transportsyge
Transportsyge kan blive forværret af eller forvekslet med angst. Det kan godt være, at det ikke er så nemt at skelne transportsyge fra angst, da nogle af symptomerne er de samme, men overdreven savlen og opkast i en kørende bil er sikre tegn på transportsyge og skal behandles.
Negative associationer
Hvis de eneste tidspunkter, en kat bliver sat i transportburet eller kører i bil, er for at tage til dyrlægen, vil den nemt udvikle negative associationer med begge dele.
Ejeradfærd
Din adfærd har stor betydning for, hvor tryg din kat føler sig. Så forhold dig roligt, så du ikke gør tingene værre.
Det er vigtigt, at du lærer at genkende din kats tegn på angst, da katte ikke viser deres følelser så tydeligt som hunde. I stedet for at være udadreagerende, har de en tendens til at trække sig og blive stille.
Når den står ansigt til ansigt med en pludselig trussel, vælger den som regel at flygte (hvis muligt) i stedet for at slås. Katte, der oplever angst, kan udvise en række forskellige tegn: De bliver måske rastløse, ”fryser”, gemmer sig eller vokaliserer på forskellige måder. Det er også muligt, at de rammer ved siden af kattebakken. I tilfælde af ekstrem angst kan de endda forsvare sig på aggressiv vis.
Selv om disse tegn kan være slemme nok derhjemme, er de endnu mere frustrerende og forstyrrende, når de opstår før eller på vej til dyrlægen.
Panik, fordi du ikke kan finde katten, når I skal afsted, bøvl med at få den i transportburet og ynkelig jamren bag bagsædet er ting, vi alle sammen gerne vil undgå. Hvis du bliver bedre til at opdage tegnene i tide, er du bedre i stand til at hjælpe din kat og forhindre, at situationen bliver forværret.