Flytning med katte

Overgangen til et nyt hjem

Det er ofte spændende at flytte til et nyt hjem. Der er et nyt område at udforske, nye værelser at indrette og nye naboer, man skal lære at kende. Men selv den mest smertefrie flytning indebærer en vis mængde ophobning af kasser, når alle ens ejendele skal pakkes ned og transporteres til et nyt sted. Det er også vigtigt at huske på, at når vi flytter, kan det være stressende for vores kæledyr.

Især katte er notorisk kendt for at være territoriale og de bryder sig ikke om forandringer. De har deres velkendte vaner, rutiner og yndlingssteder i hjemmet, som gør dem trygge. Hvis man skal begrænse sin kats stress omkring en flytning, er det vigtigt, at man opretholder et vist niveau af genkendelighed, og at man er ekstra opmærksom på deres tryghed.

Hvis boligskiftet går godt, kan det også forhindre, at katten udvikler frygtbaseret og negativ adfærd i jeres nye hjem. Det, at du giver din kat lidt ekstra opmærksomhed før, under og efter flytningen, vil hjælpe med at sikre, at alle falder godt til i det nye hjem og bliver glade for at bo der. 

Før flytningen

Din kat begynder måske allerede at mærke, at der er noget på færde længe før selve flyttedagen. Der kommer besøg af fremmede, alting bliver pakket ned, møbler og andre ting bliver fjernet. Alt det kan medvirke til, at dit kæledyr opfatter, at der er store ændringer på vej.

Katten kan ofte mærke, når vi selv er stressede, så prøv at være rolig og positiv, når du er sammen med den. Prøv også at holde fast i din kats normale rutiner med hensyn til fodringstid, legetid osv. så vidt muligt. Det kan også være en god idé at lave et “sikkert sted” for din kat i et stille hjørne, hvor den har sit yndlingslegetøj eller tæppe, hvis den virker stresset over den øgede aktivitet i hjemmet. Dette er også et godt tidspunkt at vænne din kat til transportburet. Gør det til et hyggeligt sted at være ved at holde døren åben og læg et stykke yndlingslegetøj eller et par godbidder derind.

Under flytningen

Alle har travlt på selve dagen for flytningen, så vær sikker på, at katten har det godt og er tryg i løbet af dagen. Det er meget vigtigt at advare alle, der går ind og ud af dit hjem om, at der er en kat derinde, så døre ikke står på vid gab, så katten kan finde på at løbe væk. Giv den et lille måltid, især hvis den har tendens til at blive køresyg. Ekstra stress kan give katten dårlig mave, og hvis den får lidt mindre mad, end den plejer, bør det gøre risikoen for opkast mindre.

Hvis det er muligt, bør du sørge for, at katten og det åbne transportbur er i et lukket rum med lidt legetøj, mens hjemmet pakkes sammen (igen, sørg for, at alle ved, at der er en kat indenfor). Vent så længe som muligt med at anbringe katten I transportburet, så den skal være der så kort tid som muligt. Når I er taget afsted I bilen, så undlad at falde for fristelsen for at tage katten ud af buret for at trøste den, også selv om den jamrer, så du ikke risikerer, at den slipper væk.

Efter flytningen

Når I ankommer til jeres nye hjem, så prøv at sætte møbler af i et separat rum, der kan lukkes af (et soveværelse eller måske endda badeværelset), sæt katten derind og hold døren lukket. Giv katten noget af dens yndlingsmad eller godbidder, et tæppe den kender og lidt legetøj. Sørg for at virke rolig og afslappet og tilbring lidt tid sammen med den.

Når flytningen er overstået, kan du langsomt udvide den plads, du giver katten. Det kan være overvældende for den, hvis den får lov til at løbe rundt over det hele, så gå langsomt frem og giv katten lov til at vænne sig til et par rum ad gangen. Hvis du lader katten bestemme, hvornår den har lyst til at gå videre, kan du hjælpe med at sørge for, at den gør det med selvtillid i stedet for frygt. Brug lidt godbidder til at opfordre katten til at udforske flere steder i huset, men husk, at det kan godt være, at den gerne vil blive i sin sikkerhedszone i et stykke tid. Hvis du lægger en T-shirt eller et par sokker, der dufter af dig, kan også hjælpe med at få katten til at føle sig tryg.

Afhængigt af, hvor du har tænkt dig at have kattebakken, kan du starte med at have en i kattens tryghedszone og en, der hvor den kommer til at stå permanent. Når katten så har vænnet sig til at gå rundt i hele hjemmet, kan du fjerne kattebakken fra tryghedszonen.

Hvis du har en udekat, anbefales det at holde den indenfor i to uger. Læg mærke til, om der er andre katte i nabolaget og hold øje med, om din kat kommer i konflikt med andre katte, når den er udenfor.

Disse tips kan hjælpe med at sikre, at din kat tilpasser sig til flytningen og jeres nye hjem uden for meget stress. Det er en stor ting for en kat at flytte. Ikke alene er det stressende, men det går også ud over dens følelse af tryghed, fordi det er vigtigt for katten at have et fast sted at bo. 

Hvis du er opmærksom på tegn på stress eller angst, som f.eks. ændringer i appetit, aktivitetsniveau eller negativ adfærd, som småtisseri, kradsen eller biden, kan du tage det i opløbet. Før du ved af det, vil både du og din kat være godt i gang med at etablere nye rutiner, og I kan begge nyde jeres nye hjem.